De fleste ser mig, som en stærk ung mand, der har styr på tingene. Jeg har mit eget firma, som jeg startede, da jeg var 18 år. Jeg har en kæreste, familie og gode venner, som vil støtte mig igennem alt.
Men det har ikke altid været sådan.
Fra jeg var 6 til 10 år blev jeg mobbet dagligt, og jeg havde ingen venner. Lærerne var ligeglade. De sagde selvfølgelig til de andre børn, at de ikke måtte mobbe mig, men inderst inde var de ligeglade. De brændte ikke for deres job. De brændte for de mange fridage og for de kloge elever. Det var meget hårdt at tage i skole hver dag, og selvom jeg havde en stærk psyke, så husker jeg stadig de dage, hvor det hele blev for meget, og jeg brød sammen. Når jeg brød sammen, lod de andre børn mig være. Hvis lærerne var i nærheden sagde de undskyld – men det behøvede de ikke – lærerne gjorde ingenting. Det værste var ikke at blive mobbet. Jeg var en stærk dreng. Det værste var ensomheden. Jeg følte mig totalt alene.
Fra jeg var 8 til 10 år fik jeg specialundervisning i dansk og matematik. Min klasselærer kunne ikke lide mig, og jeg lavede for meget larm, fordi jeg lavede sjov med alt. Det var den eneste måde jeg kunne få anerkendelse på. Hun vidste udmærket godt at jeg blev mobbet, men hun kunne ikke se sammenhængen mellem at jeg blev mobbet og min opførsel.
Derfor sendte hun mig til specialundervisning. Hun gav op.
I specialundervisning fik jeg en rar lærer, som kunne lide mig. Det var vendepunktet. Jeg fik klap på skulderen af ham og han forstod mig.
Det gjorde mig til et andet menneske. Jeg blev gladere, mere udadvendt og jeg fik venner. Jeg gik fra at gå til specialundervisning i matematik og dansk, til at få 12 i matematik og 10 i dansk i gymnasiet. Det eneste jeg havde brug for, for at ændre den negative spiral var anerkendelse og støtte. Den anerkendelse og støtte fik jeg fra mine nye venner.
Min kæreste, familie og venner er grunden til at jeg i dag har mit eget firma. Den 22. December 2010 fik jeg konstateret Morbus Crohns (kronisk sygdom), og selvom det var hårdt at få at vide at jeg har denne smertefulde sygdom resten af mit liv, så besluttede jeg mig samtidig for at få mere ud af mit liv. Det skulle være slut med at sidde og spille computer hele dagen. Jeg ville skabe noget, der var større end mig selv. Den 28. Januar 2011 fik jeg mit CVR-nummer. Uden støtte fra de nærmeste havde jeg aldrig startet mit eget firma.
Der er en masse udfordringer i livet – men hvis man kæmper – kan man blive lykkelig, selvom man har oddsene imod sig!
Hvis du vil dele din historie, så er du velkommen til at gøre det i kommentarfeltet!
Godt at hører Andreas at du kæmper videre selv om du er blevet udsat for mobning og senere hen din sygdom.
Bliv ved med at tro på dig selv som du selv siger så skal du nok nå rigtig langt i livet og nå det du gerne vil nå!
Mange tak for din kommentar og dit RT Rasmus!
Der er ikke andre muligheder end at kæmpe videre. Jeg håber mit indlæg inspirerer andre til at gøre det samme!
Sejt af dig at dele din historie, Andreas.
Jeg blev selv mobbet, da jeg gik i folkeskole, og det er et eller andet sted utroligt interessant, hvor mange iværksættere, der har “mentale tæsk” fra deres barndom i bagagen, før de bryder ud som iværksættere.
Personligt blev jeg også selv stærkere af modgangen, og jeg begyndte også først for alvor at realisere mig selv, da jeg kom i 10. klasse, hvor lærerne var verdensmestre i at banke optimisme ind i knolden på dem, der ville yde lidt ekstra.
Et eller andet sted ville jeg ønske, at alle lærere var sådan. I min optik er det alfa og omega, at lærerne har en doktorgrad i empati. De skal være i stand til at løfte mennesker gennem deres skolegang.
Faktisk burde de få nogle kurser i coaching – tænk et vildt samfund, vi kunne have, hvis alle stjernefrø blev udklækket allerede fra folkeskolen af. (Nå, det var et lille sidespring)
Jeg er også selv selvstændig i dag, og jeg ville ikke bytte den frihed med noget andet.
Men igen – Stort af dig, at dele din historie, der forhåbentligt motiverer mange andre til at blive iværksættere, trods modgang tidligt i livet.
Selv tak Casper!
Ja, jeg tror det er vigtigt at få nogle tæsk. Hvis man er beskyttet hele livet, så tror jeg ikke man tager nogle chancer og så er det sværere at klare modgang, når den kommer (og den kommer!). Jeg ville bare ønske at jeg ikke oplevede SÅ meget modgang :=).
Enig mht. lærere. De burde være mere opmærksomme og udvise mere empati. Desværre er de fleste totalt ligeglade. De vælger at blive lærer pga. den gode løn (og ja, det er en god løn, når man har så meget fri!) og de mange fridage.
Mange tak for din kommentar Casper!
Hej Andreas!
Hvor er det stort at få lov at læse din historie – og hvor er det stærkt, det du har opnået. Du er rig med din familie og venner. Jeg er sikker på, at der er meget mere godt, der venter på dig
Hej Charlotte!
Mange tak for din kommentar! Det er jeg nemlig. Min familie og venner betyder alt. De er grunden til at jeg er hvor jeg er i dag!
Hej Andreas,
Stærkt indlæg, det rørte mig. Kun stærke personligheder kam vende modgang til medgang, det formåede du. Jeg har altid selv fået af vide, at hvor der er vilje, er der vej. Hvis man tror nok på det, og hvis man virkelig vil nå sine mål, så er der intet, der kan og skal stoppe en. Du skal være stolt af dig selv. Respekt til dig, Andreas.
Mvh. Christian
Hej Christian!
Jeg er enig i at det kræver en stærk personlighed og en stærk psyke, men med støtte fra sin familie og venner kan man komme ufatteligt langt!
Mange tak for dine rosende ord! De betyder rigtig meget for mig!
Bortset fra mobning og sygdom (2 store ting, ved det) så ligner min historie faktisk en hel del om din. Det lykkedes for mig og jeg håber det fortsat lykkedes for dig.
Hej Andreas
Stærkt at du vil fortælle din historie. Det er modigt at dele dine personlige oplevelser. Og fantastisk at du har fundet et støttende netværk – det er afgørende for ens drivkraft.
Hej Søren!
Tak skal du ha’! Det er det nemlig. Det har både været med til at få mig til at blive ved med at kæmpe, men det har samtidig været med til at gøre mig til en gladere person!
Hej Andreas,
Det er tankevækkende læsning du har her. Jeg troede tingende var blevet meget bedre for jer unge mænd og kvinder end da jeg var barn for dobbelt så mange år siden *øv*.
Det at få et vendepunkt kender jeg alt for godt. Jeg er overrasket over nogen nogensinde har undervurderet dine sproglige evner. Der synes jeg ellers du har en styrke i forhold til de fleste andre. Men ja, land i den forkerte hønsegård længe nok, så tror du på du ikke er noget, selvom du er det
Hej Gita!
Tak for din besked! Ja, der findes desværre stadig mobning. Jeg tror vi mister mange talentfulde børn, som bliver drillet med deres skavanker/personligheder.
Mange tak for de rosende ord!
Du er et forbillede for folk der er blevet mobbet. Tro det eller ej. Keep spreading the word
Mange tak Jimi. Du har jo også en meget spændende historie at fortælle. Til folk der kigger med, her er den: http://jimihove.dk/2011/12/hemmeligheden-bag-succes/
Hej Andreas, Stærkt gået at du vil dele din historie med os andre. Det kan forhåbentlig virke inspirerende på unge, der har samme oplevelser og har svært ved at se meningen med det hele. Jeg har ingen kronisk sygdom, men var selv udsat for massiv mobning i folkeskolen. Jeg var lige som dig stærk nok til at komme igennem det uden større mén, men jeg kan især genkende ensomheden, som du beskriver. Måske er det der, man senere hen henter styrken – har man lært at klare sig der, hvor der ingen er til at hjælpe, så virker andre udfordringer senere knap så slemme.
Mange hilsener Lise
Hej Lise!
Ja, det krævede lidt mod at trykke ”udgiv”, men jeg har fået rigtig meget positiv feedback. Jeg håber også at folk læser det, og kan blive inspireret af mig til at blive ved med at kæmpe videre. Alle mennesker oplever modgang. Nogle oplever mere end andre, men man skal kæmpe videre og komme ud på den anden siden.
Jeg tror faktisk det er sundt at opleve modstand, men det behøver selvfølgelig ikke at være i de skøbelige barndom/teenage år.
Hej Andreas,
Stor respekt!
Det er den første tanke, der falder mig ind, når jeg læser din historie.
Tak fordi du deler den. Du har stort mod, og modstanden har gjort dig endnu stærkere.
Endnu en gang.. respekt herfra.
Mange tak for dine venlige ord John!
Modstanden har uden tvivl gjort mig stærkere. Den har gjort mig til den person, som jeg er i dag, og jeg vil ikke være foruden.
Det er et modigt indlæg. Det jeg falder over ved din historie er hvordan een persons handling over en relativ kort periode definerer den retning dit liv har taget. Det bør tages til eftertanke, hos alle. Vi har alle muligheden for at hive folk nedad eller opad, og det gør en forskel. Det var ikke din anderkendende person der hev dig op, det var dig selv. Han vendte blot spiralen for dig.
Tak Jens!
Det har du ret i! Mit liv blev lynhurtigt forandret, da jeg fik kærlighed og støtte og det har sat sine spor helt op til i dag.
Hej Andreas
Flot indlæg, jeg har tidligere rost din forretning og din måde at gøre tingene på, og jeg er faktisk glad for jeg har gjort det før du overhovedet har skrevet dette indlæg, for du skal vide at for os der følger dig har du gang i det helt rigtige og så sent som i går da min kollega og jeg sad og kiggede på rankings indenfor forskellige wordpress relaterede ting dukkede dit firma op igen og igen.
Så den anerkendelse du ikke fik som barn er du ved at bygge flot op som et professionelt voksent menneske der er trådt flot ud af mobningens skygge.
Hej Thomas
Tak for din kommentar! Jeg håber også at jeg efterlader det indtryk hos andre, og at det kan inspirere nogle til at blive ved med at kæmpe videre, og selv opsøge støtte i stedet for at lukke sig inde.
Hej Andreas.
Mega sejt indlæg – jeg føler mig altid priviligeret, når andre deler historier om deres livsforløb. Jeg læste lige kort om sygdommen på Netdoktor, og det lyder i den grad til at være smertefuldt og ubehageligt.
Når det er sagt, så ændrer det nu ikke mit indtryk af dig, som værende en rigtig cool fyr med mod på livet – og som ikke lader sig begrænse af livets, ofte mange, udfordringer (nu ved jeg så, at du har haft flere udfordringer end først antaget).
Mange tak for et indblik i din historie. Jeg er overbevist om, at du nok skal klare dig rigtig godt i fremtiden – det lyder i hvert fald som om, at både viljen og netværket er på plads.
Jesper
Hej Jesper.
Selv tak! Ja, den er meget smertefuld, men jeg er i en periode i øjeblikket hvor jeg ikke har nogen smerter, og det er skønt! Jeg er stadig den samme person. Nu kender I bare min baggrund!
Tak for de rosende ord Jesper! De betyder meget for mig!
Hej Andreas – Tak for, at du deler din historie med os. Det er livsbekræftende at se, hvordan du har kæmpet dig op gennem årene. At lære at leve med sygdom, at accepter og forstå – kan være en lang proces. Styrken og overskuddet til dette, har du måske fordi du er kommet videre på flot vis – videre fra de dårlige oplevelser du havde i skolen. Dette styrker!
Jeg ved fra mig selv, at kommer man først ud på “den anden side” – kan det give mere styrke til at klare andre udfordringer. Selvom kronisk sygdom er en alvorlig sag, skal det ikke have lov til at fylde hele livet – og på det mentale plan er det krævende for psyken, IKKE at lade sygdom begrænse en selv.
Flot og modig beslutning, du har taget! Flot at du deler din historie med os,
Dhh
Jesper
Hej Jesper!
Tak for din kommentar, og tak for dit follow på Twitter. Den er gengældt :=).
Jeg er glad for at historien har inspireret dig. Det var svært at acceptere at jeg fik konstateret en kronisk sygdom, og at smerterne aldrig ville stoppe helt, men hvis jeg ikke havde oplevet modgang i min barndom, så havde jeg haft sværere ved at acceptere min sygdom og komme videre. Og så havde jeg ikke startet mit firma. Det er helt sikkert!
Kan jeg sagtens sætte mig ind i – det gamle ordsprog; “modgang gør stærk” – er ikke helt tosset.
Tak for follow
Stay strong
/Jesper
Hej Andreas
Først og fremmest, flot skrevet! For mig er det lidt speciel læsning, fordi jeg har kendt dig så længe jeg kan huske, ikke godt, men nok til at kunne huske dig i de perioder du skriver om. Dit indlæg får mig til at huske tilbage på noget jeg dengang kun så igennem et barns øjne, og selv om det dengang ikke slog mig, kan jeg sagtens huske at du må have haft det hårdt. Det er jeg ked af.
- Og så lige tillykke med dit firma! Det er folk som dig der får mig til at overveje om jeg gør nok med mit liv når jeg bare sidder på skolebænken det meste af værd dag, men det kommer forhåbentlig en dag når jeg bliver færdig! Stærkt gået!
Hej Lene
Tak skal du have! Jeg er ikke sur på nogen. Heller ikke på de børn, som mobbede mig.
Hvad er det egentlig du er ved at læse? Er det ikke medicin?
Tak for din kommentar Lene, den betyder meget for mig!
Det var egentlig heller ikke sådan jeg mente det. Jeg er bare ked af at du har haft det sådan.
Jo jeg læser medicin på 2. semester i Århus nu, så der går i hvert fald 5½ år før jeg kan bruge mit liv til noget reelt konstruktivt!
Godt at høre Lene! Du kommer til at bruge dit liv på noget meget konstruktivt. Du kommer til at redde liv og gøre folk raske. Det kan du godt være stolt over :=)
Hej Andreas.
Godt at høre, at du har en god periode (jeg kan ikke forestille mig, hvordan det ellers er, men livet er helt klart bedst uden smerter – naturligvis). Jeg glæder mig til fortsat at følge dig (på Amino, Twitter, G+ osv.) og til at læse, hvad du finder på at skrive af gode og spændende indlæg.
Selvfølgelig er du den samme person
Kære Andreas. Hvor var det godt du trykkede “UDGIV”;) WOW – Hvis man bliver belønnet for mod og ærlighed, så bare vent;) Tror du/vi får rigtigt meget igen, når vi tør dele det “følsomme”! Og bare tænk på den feedback du allerede har modtaget. IKKE en tænker dårlige tanker eller mistænker dig for at du prøver at score billige point. Alle ønsker bare det bedste for fremtiden for dig og dine. Jeg kan jo ikke sige “Get Well Soon”, men håber dine smertefrie perioder bliver så lange som overhovedet muligt! Go´ weekend!
Hej Lars!
Ja, det synes jeg også. Jeg har virkelig fået meget positiv feedback. Jeg troede der var flere, der ville sige at den var for ”mig mig”-agtig, men det var der heldigvis ikke noget af! Jeg tror også det er vigtigt at være åben, og danne mere personlige bånd, selvom det ”bare” er over nettet! Tak for kommentaren Lars, du må også have en god weekend!
Cool andreas, altså at du skriver om det. Jeg tror det er vigtigt at komme ud med det, det er jeg sikkert på at det hjælper dig.. Min far har i øvrigt samme sygdom og har spist piller hele sit liv… jeg er ikke læge, men jeg tror det er vigtigt du spiser det rigtige, evt taler med en diatist… men det ved du nok alt om
Hey Andreas.
Held og lykke med det hele.
Du kan nå langt hvis du vil det, for du ved hvad du vil nå.
Respekt og støtte herfra.